Vi bliver i vores elskede butik i Vestergade

Kære alle silkevenner,

For et år siden lavede jeg en aftale med et designfirma som i årevis har været interesseret i at overtage lokalerne i Vestergade 11.

Fra d. 1 oktober 2026 skulle de drive deres forretning i butikken og jeg flytte ud på Åboulevard 25 hvor vi i en del år har haft et stort, lyst lejemål. En stor del af årsagen til dette lå i den høje vækst der har været i vores web-handel siden den bøvlede covid-tid. Vi har drevet både web og fysisk handel fra Vestergade. Rammerne herfor er trange og besværlige og var begyndt at slide på kræfterne. 

Flytteforberedelser og oprydningsudsalg gik i gang i midten af november 2025. Mange varer og andre sager var genereret i de 23 år vi har været i lokalerne. Efter planen blev alle web-shop varer flyttet ud til Åboulevard i starten af 2026 så der kunne skabes bedre arbejdsforhold for onlinehandel der, samtidig med at den fysiske butik i Vestergade blev ordnet og en del varer, mere end normalt, sat på udsalg.

I hele perioden har jeg oplevet stor interesse og deltagelse fra alle vores dejlige(mere eller mindre faste) kunder. Der har været mange gode samtaler og jeg er blevet mødt med forståelse for idéen om en lettere tilbagetrækning. Samtidig er det blevet mere og mere tydeligt at det at drive fysisk butik; have den direkte kontakt med kunden er en meget stor kilde til livskvalitet og noget jeg i høj grad ville komme til at savne.

For en måned siden blev jeg gjort bekendt med at de “nye” lejere af butikken ville springe fra aftalen om overtagelse……….

Nogle dage med forvirring…hvad nu? Skal vi finde andre der vil/kan indtræde?

Men så kom glæden og lettelsen! Selvfølgelig skal vi blive og drive forretning i disse herlige lokaler. Nu er al web-handel kommet ud herfra, så der er mere plads og tid til kunder og gæster der blot har lyst og trang til at kigge og føle på silkevarerne. 

Vi skal renovere en del af lokalerne i oktober, derom mere senere. Men lige nu er nye efterårskollektion på vej ind og der vil stadig være en hel halv underetage spækket med fine silkevarer til 1/2 pris JUHUUUU!

×